Vælg en side
EN

Menu

Fremtidsfuldmagt

En fremtidsfuldmagt giver din ægtefælle, børn eller ven ret til at handle på dine vegne, hvis du bliver syg eller kommer ud for en ulykke.

Baggrund

Inden ikrafttræden af lov om fremtidsfuldmagter i 2017 havde vi, langt hen ad vejen, kun værgemålsloven til at hjælpe os, hvis vi pga. ulykke eller sygdom ikke længere kunne varetage forskellige områder af sit liv eller træffe nødvendige beslutninger. Det satte de pårørende i en fastlåst situation, hvor ingen kan disponere på dine vegne. Processen omkring igangsættelse af værgemål, var og er fortsat lang og upraktisk. Derfor introducerede lov om fremtidsfuldmagter et enkelt frivilligt og privat alternativ til værgemål og almindelige fuldmagter.

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

I en fremtidsfuldmagt giver du som fuldmagtsgiver andre fuldmægtig(e) ret til at handle på dine vegne i tilfælde af, at du ikke længere er i en sinds- eller helbredstilstand hertil.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en fremtidsfuldmagt kun virker, når det ved lægeerklæring er konstateret, at du er ude af stand til handle på egne vegne, og at fremtidsfuldmagten bortfalder ved dødsfald. Hvis du gerne vil have indflydelse på beslutninger, der skal træffes efter fremtidsfuldmagten er bortfaldet, skal dette skrives i et testamente. Du kan læse mere om testamenter her.

Hvilke testamenter?

I din personlige fremtidsfuldmagt kan du give den eller de fuldmægtige ret til at handle i (næsten) alle dine forhold i fremtiden, hvis du ikke selv er i stand til det – og du kan omvendt begrænse fuldmagten til kun at omhandle en eller enkelte specifikke beslutninger. Er du selvstændig erhvervsdrivende eller på anden vis har forpligtelser overfor en virksomhed kan manglen på en fremtidsfuldmagt umuliggøre den videre drift. Derfor kan man overveje at få lavet et virksomhedstestamente hvori man på forhånd træffer beslutninger, så virksomheden kan overleve sin ejer. Man kan nå et stykke på vejen med den midlertidige løsning/fremtidsfuldmagten, nemlig at man giver eksempelvis en særligt betroet medarbejder eller medejer mulighed for at træffe beslutninger i virksomhedens interesse. Generelt er typerne af beslutninger opdelt i økonomiske og personlige beslutninger.

  • De personlige forhold kan omhandle samtykke til botilbud, tilkendegivelser med hensyn til pleje og omsorg og lignende.
  • De økonomiske forhold kan bl.a. handle om ret til at sælge din bolig eller sommerhus, ret til at tilgå din netbank, ret til at købe og sælge værdipapirer i dit depot og ret til at stemme på dine vegne på en generalforsamling i dit selskab.

Det at give gaver er også et økonomisk forhold. Fremtidsfuldmagten giver mulighed for, at du eksempelvis kan fortsætte en tradition om at forære et pengebeløb til dine børn ved deres konfirmation eller give en årlig pengegave af det afgiftsfrie gavebeløb i det tilfælde, hvor du ikke er i stand til selv at handle på egne vegne. Det er dog værd at være opmærksom på, at der er skærpede regler på området, og derfor er det en god ide at få en god snak med din rådgiver herom.

Hvem?

En fremtidsfuldmagt kræver, at du er myndig, i stand til at handle på egne vegne samt at du kan forstå betydningen af en fremtidsfuldmagt. Som fuldmægtig kan du indsætte ægtefælle, børn eller en god ven – det er op til dig. Du bør ligeledes gøre dig overvejelser om, hvorvidt der skal være én fuldmægtig, der kan træffe beslutninger selv, eller om der skal være flere fuldmægtige, som alle skal være enige. Hvad der er den mest praktiske løsning i netop din familie og i forlængelse heraf søge rådgivning for at sikre, at fremtidsfuldmagten sikrer denne løsning.

Hvordan?

Oprettelsen af en fremtidsfuldmagt kræver i første omgang, at selve fremtidsfuldmagtsdokumentet udarbejdes. Herefter skal dokumentet indføres i det digitale fremtidsfuldmagtsregister ved tinglysningsretten. Til sidst skal du bestille en tid til at underskrive fuldmagten hos en notar. Når dokumentet er godkendt, er fremtidsfuldmagten gyldig og klar til at kunne sættes i kraft, hvis ulykken en dag skulle være ude.

Hvis du ønsker rådgivning om din fremtidsfuldmagt, er du meget velkommen til at kontakte advokatfuldmægtig Christine Wrang på cw@hulgaardadvokater.dk Hvis du ønsker rådgivning om virksomhedstestamente, fremtidsfuldmagter og planlægning i forbindelse med din alderdom, er du også meget velkommen til at kontakte advokat Kristina Meier Risbjerg på kmr@hulgaardadvokater.dk

Kontakt en medarbejder