Vælg en side
EN

Menu

Udvidet adgang til måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft

22. april 2021 —
3 min læsetid
Udvidet adgang til måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft

Peter Lunau Larsen
Partner, advokat
E: pll@hulgaardadvokater.dk

Udvidet adgang til måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft

Bettina Mikkelsen
Partner, afgiftsspecialist
E: bm@hulgaardadvokater.dk

Landsskatteretten underkender Skattestyrelsens styresignal fra 2018 om måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft, og udvider virksomhedernes adgang til genoptagelse.

Måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft

Energiafgiftslovgivningen giver i en række tilfælde adgang til måling med tilbagevirkende kraft.

Konsekvensen er, at der ved en sådan måling, kan ske en ændring af virksomhedens afgiftstilsvar for en periode i op til tre år forud for tidspunktet for måling. Skattestyrelsen havde forud for 2018 en praksis om, at der imidlertid ikke kunne gives tilladelse til måling med tilbagevirkende kraft, når der var tale om overskudsvarme. Skattestyrelsens argument var, at reglerne omkring måling med tilbagevirkende kraft kun kunne anvendes med henblik på opgørelse af den tilbagebetalingsberettigede andel af varer, kulde og varme.

Medarbejdere fra Hulgaard Advokaters afgiftsgruppe var involveret i en afgiftskontrol hos en virksomhed, hvor det netop blev diskuteret, hvorvidt Skattestyrelsens praksis om, at der ikke kunne give tilladelse til måling med tilbagevirkende kraft, havde hjemmel i afgiftslovene. Som følge af diskussionen tog Skattestyrelsen initiativ til at ændre praksis, hvormed der fremover ville blive givet tilladelse til måling med tilbagevirkende kraft af overskudsvarme, jf. styresignal SKM2018.581.SKTST

Skattestyrelsen begrænsede imidlertid adgangen til genoptagelse til 3 år forud for offentliggørelsen af styresignalet.

Med andre ord begrænsede Skattestyrelsen med styresignalet dermed muligheden for at få en regulering gennem måling med tilbagevirkende kraft til november 2015.

Landsskatteretten tilsidesætter genoptagelsesperioden

Landsskatteretten fastslår imidlertid i ny afgørelse, at genoptagelsen ikke kunne begrænses til november 2015.

I den konkrete sag havde virksomheden således indsendt en anmodning om måling med tilbagevirkende kraft af overskudsvarme i 2016, hvor reguleringsperioden ville omfatte perioden 1. november 2013 – 31. oktober 2015. Det vil sige, at reguleringen omfattede en periode forud for genoptagelsesperioden i styresignalet.

Skattestyrelsen afviste med henvisning til styresignalet, at selskabet kunne foretage regulering af selskabets afgiftstilsvar i ovennævnte periode, da denne lå forud for genoptagelsesperioden i styresignalet.

Landsskatteretten ændrede imidlertid Skattestyrelsens afgørelse, hvormed selskabet også kunne foretage regulering af afgiftstilsvaret i perioden, der lå forud for genoptagelsesperioden fastsat i styresignalet, da alle øvrige betingelser herfor var opfyldt, herunder at anmodningen om måling med tilbagevirkende kraft var fremsat i 2016.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Afgørelsen er selvsagt relevant for alle de virksomheder der, som den konkrete virksomhed, har anmodet om måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft i perioden fra november 2015 og frem til 2018.

I disse tilfælde vil der med stor sandsynlighed rejses et tilbagebetalingskrav.

Afgørelsen tager dog ikke stilling til den situation, hvor der er indsendt en anmodning om måling af overskudsvarme med tilbagevirkende kraft forud for november 2015, og hvor Skattestyrelsen dengang har afvist en genoptagelse. Der er vores opfattelse, at der også i disse situationer kan være grundlag for en genoptagelse af selskabets afgiftstilsvar.

Et sådan krav skal fremsættes senest 6 måneder efter, dommen er blevet offentliggjort, hvilket var den 19. marts 2021. Deadline for sådanne krav er derfor 19. september 2021.

Skulle din virksomhed have forhold, hvor Skattestyrelsen har ændret praksis via et styresignal, bør det undersøges, om I vil kunne regulere jeres afgiftstilsvar længere tid tilbage end den fastslåede genoptagelsesperiode.

Vi står klar til at drøfte jeres situation.

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte Bettina Mikkelsen på tlf. 42 13 42 44 eller pr. mail bm@hulgaardadvokater.dk

Læs mere om energi og forsyning her

Læs vores artikel ”Overskudsvarme – et vigtigt værktøj til at nå vores klimamålsætning”, som blev bragt i fagbladet Decentral Energi i august 2021.

Vores Energi- og Forsyning Team