Vælg en side
EN

Menu

Skattestyrelsen har tavshedspligt

10. januar 2023 —
2 min læsetid
Skattestyrelsen har tavshedspligt

Selina Musa
Erhvervsjuridisk fuldmægtig
E: sm@hulgaardadvokater.dk

Skattestyrelsen har tavshedspligt

Lars Lauge Nielsen
Advokat
E: lln@hulgaardadvokater.dk

Skattestyrelsen medarbejdere har ubetinget tavshedspligt over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om skatteborgernes økonomiske, erhvervsmæssige og personlige forhold, som de bliver bekendt med under varetagelsen af deres arbejde.

Det er modstykket til den meget vidtgående oplysningspligt, som ikke kun de enkelte skatteydere, men også deres samarbejdspartnere, er underlagt, dels i form af pligt til indgivelse af selvangivelse og kontroloplysninger, dels i form af den generelle pligt til ikke at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, som fremgår af skattekontrollovens straffebestemmelser.

Også advokater har generelt tavshedspligt. De er tillige fritaget fra vidnepligt, jf. retsplejelovens § 170. Dog kan retten pålægge advokater at afgive vidneforklaring i betydningsfulde sager, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald. Denne regel gælder ikke for forsvarere.

Højesteret har i UfR 1981.106 HR fastslået, at SKAT (som i dag er Skattestyrelsen)  kan kræve en advokats regnskabsmateriale udleveret og anvende oplysningerne ved kontrol af hans klienters skatteansættelse. Advokaternes tavshedspligt begrænser ikke forpligtelserne efter skattekontrolloven.

Det er en klar undtagelse fra i øvrigt faste principper, at det i 2012 blev bestemt, at selskabers og fondes skattepligtige indkomst og skattebetaling offentliggøres i de såkaldte skattelister. Dette politiske indgreb var et led i myndighedernes indsats imod nulskatteselskaber.

Parter i en skattesag kan få aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovgivningen. Andre end sagens parter derimod kan ikke få aktindsigt. Offentlighedslovens § 35 bestemmer, at adgangen til aktindsigt er begrænset af bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. Selv en oplysning om, at der er påbegyndt en skattesag mod en bestemt skatteyder, er tavshedsbelagt.

Skattestyrelsen har tavshedspligt

Skattestyrelsens afgørelser offentliggøres ikke. Det samme gælder for ankenævnenes afgørelser.

Når Skatterådets og Landsskatterettens afgørelser offentliggøres, sker det altid i anonymiseret form. Nogle gange må sagsfremstillingen forkortes væsentligt for at overholde kravet om anonymitet. Hvis det ikke er muligt uden helt at miste sammenhæng og forståelse, kan offentliggørelse undlades. Offentliggørelse sker i SKM-register og i www.skatteafgoerelsesdatabasen.dk.

I modsætning hertil er retsplejen ved domstolene offentlig. Pressen og andre interesserede kan overvære retsmøderne, og retslister og domme nævner normalt parterne og deres advokater ved navn. Det gælder også i straffesager. Hvis en skatteyder indbringer en sag for domstolene, ophører den diskretion, som sagen er underlagt under behandlingen i forvaltningen.

Læs mere om hvad Hulgaard Advokater kan hjælpe med indenfor Skattesager her