Principiel afgørelse om SKATs adgang til nulstilling af A-skat

En nulstilling medfører, at indeholdelse af skat ”nulstilles” i det selskab, der ellers har indeholdt skatterne med den følge, at skatterne i stedet for vil blive opkrævet personligt hos den, der har fået lønnen udbetalt.

I sagen – der blev ført og vundet af Hulgaard Advokater – nåede retten frem til, at Skattestyrelsen ikke var berettiget til at nulstille A-skat og AM-bidrag vedrørende lønudbetalinger til selskabets ledelse, der var sket over en periode på seks måneder op til selskabets konkurs.

Rettens afgørelse er dermed i overensstemmelse med udgangspunktet i dansk skatteret, nemlig at en lønmodtager ikke kan holdes ansvarlig for at svare skat med de beløb, som selskabet har indeholdt, men ikke har betalt. Dette udgangspunkt har Højesteret dog ved en afgørelse fra 1981 modificeret, således at Skattestyrelsen under visse betingelser kan foretage en nulstilling af A-skat og AM-bidrag.

Skattestyrelsen har ifølge afgørelsen fra 1981 og senere tilkommen administrativ praksis mulighed for at foretage nulstilling af A-skat og AM-bidrag, såfremt følgende betingelser alle er opfyldte:

• Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar – typisk et A/S eller ApS.
• Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende, og der skal være konstateret et endeligt økonomisk tab for det offentlige.
• Virksomheden skal have restancer af A-skat og AM-bidrag for perioder, hvor virksomheden har godskrevet A-skat og AM-bidrag for personer omfattet af nr. 4, jfr. umiddelbart herefter.
• Nulstilling kan som hovedregel alene ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender samt for disses nærtstående.
• Nulstilling forudsætter, at de pågældende personer, jfr. nr. 4, i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde vide, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, og dermed at de bogførte A-skatter m.v. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid.

I den konkrete sag var der alene tvist om nr. 2 – altså om, hvorvidt det offentlige havde lidt et endeligt økonomisk tab.

I sagen havde de to selskabsejere, der også udgjorde selskabets ledelse, indgået en aftale med en virksomhed om håndtering af lønudbetalinger, således at denne virksomhed indeholdte og afregnede A-skat og AM-bidrag til Skattestyrelsen på selskabets vegne. De to selskabsejere havde fået udbetalt løn, og lønhåndteringsvirksomheden havde som aftalt indeholdt og afregnet A-skat og AM-bidrag over for Skattestyrelsen. Selskabet havde imidlertid på tidspunktet for indeholdelsen og afregningen en større momsgæld og var derfor i restance på skattekontoen. Reglerne om skattekontoen indebærer, at indbetalinger på skattekontoen altid går til at dække den ældste gæld (FIFO-princippet). Disse regler indebærer også, at det ikke er muligt at øremærke en indbetaling til at dække en særlig del af gælden. Det betød i den konkrete sag, at indbetalingerne af A-skat og AM-bidrag for de to selskabsejere gik til at nedbringe momsgælden (den ældste del af gælden) med den konsekvens, at der fortsat var skyldige A-skatter og AM-bidrag.

På baggrund heraf gjorde Skatteministeriet i sagen gældende, at det havde været berettiget at foretage nulstilling, idet der jo fortsat var restancer af A-skat og AM-bidrag for de to selskabsejere.

Fra skatteyderens side blev det primært gjort gældende, at nulstilling var udelukket, idet det offentlige ikke havde lidt et endeligt økonomisk tab eller med andre ord: Gælden til det offentlige var uforandret efter de pågældende lønudbetalinger, idet A-skat og AM-bidrag blev rettidigt indbetalt.

I retssagen deltog tre juridiske dommere, idet parterne var enige om, at sagen havde principiel betydning for retsområdet. Der var enighed om, at der ikke tidligere var truffet afgørelse i en lignende sag.

Retten tilsluttede sig skatteyderens vurdering af sagen og konkluderede, at debetsaldoen på selskabets konto ikke blev forøget af de pågældende lønudbetalinger, idet lønhåndteringsvirksomheden faktisk afregnede den indeholdte A-skat og AM-bidrag til Skattestyrelsen til forfaldstid. Altså konstaterede retten, at Skattestyrelsen ikke havde lidt noget tab ved udbetalingen af løn til selskabets ledelse.

Sagen må ses som et forsøg fra Skattestyrelsen på at udvide adgangen til at foretage nulstilling. Hvis retten var kommet frem til det modsatte resultat, så ville hovedaktionærer i virksomheder med restancer til Skattestyrelsen, og økonomiske udfordringer, være nødsaget til at indstille lønudbetalinger til sig selv på et tidligt tidspunkt, selvom A-skat og AM-bidrag blev indbetalt i forbindelse med lønudbetalingen, idet risikoen for nulstilling ville være betydelig. Dette ville kunne have fået den konsekvens fremadrettet, at virksomheder, der kunne være blevet reddet af en massiv indsats fra hovedaktionæren, i stedet ville ende med en konkurs og tab med tab for kreditorer og samfundet som sådan.

Afgørelsen er offentliggjort som SKM 2019.592 BR, og bliver ikke anket af Skatteministeriet.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lars Lauge Nielsen på tlf. 38 40 42 24 eller lln@hulgaardadvokater.dk.