Praktikforløb hos Hulgaard Advokater
Dette forløb er af ca. 3/4 måneders varighed – afhængig af studie – og erstatter et eller flere fag på din uddannelse. Nedenfor fortæller Selina Musa om sin oplevelse som praktikant hos Hulgaard Advokater.
Jeg har været i praktik hos Hulgaard Advokater i 4 måneder. Inden jeg startede i praktik, arbejdede jeg som stud.merc.jur, hvor jeg kom 1-2 gange i ugen og hjalp jurister og advokater med forskellige juridiske opgaver. Praktikken gav mig et indblik i dagligdagen, der venter, når jeg er færdig med mit studie – under praktikken arbejdede jeg (næsten) fuldtid, da jeg også fulgte et økonomisk valgfag på universitetet sideløbende.
Hvorfor valgte jeg praktik?
Grunden til at jeg gerne ville i praktik var, at jeg gerne ville anvende min teoretiske viden i praksis. På universitetet sidder man oftest og hører mange timers forelæsninger om et emne, går til eksamen og ”forlader” dette emne, når man starter på et nyt semester. Jeg ønskede at fordybe mig i ét retsområde, skabe en dybere forståelse og anvende min viden i praksis. Denne tanke motiverede mig – særligt da dette ville skabe en indikation af, hvorvidt jeg tog det rigtige valg efter handelsskolen, da jeg valgte at søge ind på universitetet for at læse HA(jur.).
Hvorfor valgte jeg Hulgaard Advokater?
Som nævnt arbejdede jeg som stud.merc.jur hos Hulgaard Advokater inden praktikken. Inden praktikken havde jeg ca. været hos Hulgaard Advokater i ét år. Juristerne og advokaterne formåede på dette år at give mig en større forståelse for advokatbranchen og har kun gjort mig mere interesseret i at blive i denne branche. Derfor var der ingen tvivl, da jeg skulle søge praktikplads – min første prioritet var Hulgaard Advokater.
Udbyttet
Udbyttet af praktikken har været stort! Udover at have fordybet mig i International Skatteret, så har jeg ligeledes lært i) at planlægge og prioritere min tid og arbejdsopgaver, ii) at det hele ikke handler om debiterbar tid samt iii) fået en større forretnings- og kundeforståelse.
Derudover har jeg indgået i et team, hvor jeg har accepteret, at vi deler et ansvar. Selvom det har været grænseoverskridende, så betyder dette også, at jeg nogle gange har skulle ringe til mine overordnede og bede disse om at se min mail hurtigst muligt. Her lærte jeg dog hurtigt, at der er en indbyrdes respekt, hvor det er underordnet, om du er praktikant, advokat eller partner – det vigtigste er, at vi respekterer hinanden og vores kunder. Derfor er det vigtigt, at man har eller får modet til at tage fat i hinanden, så tingene ikke glemmes.
Afslutningsvis bør det nævnes, at min praktik blev afsluttet med et praktikseminar, som er en teoretisk rapport. Her valgte jeg at undersøge art. 4, stk. 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA og denne bestemmelses betydning i dobbeltdomicilsituationer. Denne problemstilling opstod ud fra en konkret sag, som ønskes afdækket i forbindelse med praktikken – her fik jeg mulighed for at fordybe mig i en problemstilling, som Hulgaard Advokater kunne få gavn af.
Oplevelser
En del af ”voksenlivet” er også at udbygge sit netværk. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville med til et arrangement med Business Kolding kunne mit svar ikke været andet end ”JA”. Vi var ude på Lindely Vingård og høre mere om deres forretning og historie. Det var en anderledes, men spændende dag.
Udover at jeg har fået et indblik i hverdagen, som venter, når jeg er færdig med min uddannelse, så har jeg oplevet, at Hulgaard Advokater har meget fokus på det sociale. Det årlige seminar, som var på Fanø, var en hyggelig og oplevelsesrig tur, som både havde faglige- og sociale oplevelser på programmet. Derudover havde vi den festlige julefrokost, som vi afholdt i Kolding med aktiviteter hele dagen og hygge om aftenen samt alle vores arrangementer for vores unge netværk (HYG) med blandt andet bowling og gokart oplevelser.
En lille sjov sidebemærkning
Nu – ca. halvandet år efter at jeg er startet hos Hulgaard Advokater – har jeg valgt at mit afsluttende speciale skal handle om skatteret. Kurset International Skatteret inspirerede mig, hvilket praktikken blot har understøttet – nu glæder jeg mig til at arbejde videre med skat og udvikle mig yderligere inden for dette område.
Overvejer du at erstatte et eller flere fag på din uddannelse med et praktikophold, så kan jeg kun anbefale dette. Du får hands on problemstillingerne og mulighed for at se, om din uddannelse i virkeligheden er noget for dig! Jeg glæder mig i hvert fald til at starte fuldtid hos Hulgaard Advokater, når jeg afslutter min uddannelse.