Hvad går advokaten rundt og laver, når hun er gået på pension?

Efter min 80 års fødselsdag og 55 år på arbejdsmarkedet, besluttede jeg at gå på pension d. 1. april 2020. Det skete efter nogen tids overvejelser og havde intet med Coronakrisen at gøre.

Jeg afslog velmente tilbud om tilknytning til advokatkontoret som konsulent eller off counsel og fortsatte heller ikke som medlem af bestyrelser el. lign. Dels fordi arbejde som advokat forudsætter en konstant ”følgen med” i udviklingen, herunder ny praksis og nye regler, og det passer dårligt ind i en pensionisttilværelse, dels fordi det var på tide at lade travlhed og effektivitet afløse af tid til bare ”at være menneske”.

Allerede på det tidspunkt rumsterede tanker om at kigge nærmere på min mors liv og eventuelt at skrive noget om det. Mine forældre, Karen og Axel Voigt, var med i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. De opbevarede sprængstof i kælderen, bl.a. nedkastet til Hvidstengruppen og brugt til jernbanesabotage. Far blev taget, undslap mirakuløst en dødsdom og levede i næsten 1½ år i tysk fangenskab. Mor var flygtning i Sverige. I 1989, efter mors død, skrev far sine erindringer; mor derimod skrev ingenting, selvom hun faktisk opbevarede breve og andet materiale fra krigens tid. Fars erindringer er naturligt nok farvet af hans briller, og der står meget lidt om mor.

Sammen med min søster, der er fotograf, tog vi fat på at rekognoscere og indsamle materiale, researche arkiver og historiebøger mv., og det er der nu kommet en bog ud af: ”Ulla Voigt og Lida Hulgaard: Karen Voigt – Livet før, under og efter besættelsen.” Det blev den måde, hvorpå vi kunne hædre vores mor for hendes indsats, både under 2. verdenskrig og i øvrigt. Denne skæbnefortælling er samtidigt et indlæg i den aktuelle feministiske debat om kvindernes egne historier i tidligere tiders samfund. Bogen er ikke udgivet via et forlag og kan ikke købes i boghandlen, med udleveres på begrundet anmodning.

Næste opgave bliver at skrive noget om min egen historie, især om livet som kvindelig advokat. Om de kvindelige jurastuderende, som indimellem passede mine børn, når jeg skulle til forelæsning, og som kvittede studierne, når de blev gift. Og om ansættelsen som advokatfuldmægtig, der afhang af, om der var en sekretær, der var villig til at skrive for en kvinde. – Jeg må se at komme i gang, for tiden er knap.

Om jeg savner advokatkontoret? Ja, på den måde, at det var (og er) en dejlig arbejdsplads – spændende arbejdsopgaver og spændende mennesker, både klienter og kolleger. Nej, fordi jeg er glad for ikke længere at stå med et ansvar, som jeg måske ikke fuldt ud ville kunne løfte. Jeg nyder at bestemme over min egen tid, tid til fritidsinteresser og sport, tid til min store familie, ikke mindst tid til oldebørn, som godt gider høre oldemor læse op om gamle dage.

Lida Hulgaard
13. september 2021