Vælg en side
EN

Menu

Nyt krav om voldsskadeforsikring for visse virksomheder

26. februar 2025 —
4 læsetid
Nyt krav om voldsskadeforsikring for visse virksomheder

Kristine Mølgaard Mogensen
Advokat
E: kmm@hulgaardadvokater.dk

Nyt krav om voldsskadeforsikring for visse virksomheder

Mille Schacht-Magnussen
Stud.jur
E: msm@hulgaardadvokater.dk

Pr. 1.1.2025 er det blevet et krav for visse arbejdsgivere at tegne en voldsskadeforsikring

Pr. 1.1.2025 er det blevet et krav for visse arbejdsgivere at tegne en voldsskadeforsikring. Forsikringskravet gælder arbejdsgivere indenfor visse dele af pleje- og omsorgssektoren, hvor der er særlig risiko for vold mod ansatte. Det kan fx være døgninstitutioner og plejehjem, herunder friplejehjem.

Formålet med voldsskadeforsikring

Voldsskadeforsikringen skal sikre lettere adgang til supplerende erstatning efter Erstatningsansvarsloven for ansatte, der har været udsat for en arbejdsrelateret skade som følge af vold, trusler eller andre voldsomme hændelser begået af en person, som den ansatte drager omsorg for. Voldsskadeforsikringen omfatter hændelser, der anerkendes som en arbejdsulykke efter arbejdsskadesikringslovens § 6, men ikke erhvervssygdomme.

Forsikringspligt

Visse offentlige og private arbejdsgivere er forpligtede til at tegne voldsskadeforsikring. Det drejer sig om arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet foranlediget af personer, som de drager omsorg for.

Der er to kriterier, som er afgørende for, om arbejdsgiverne er omfattet af forsikringspligten. Det ene kriterie er, at arbejdsgiverens primære branchekode i CVR skal være omfattet. Det andet kriterie er, at arbejdsgiverens ydelse skal være omfattet.

I forhold til det første kriterie skal arbejdsgiveren være registreret med sin primære branchekode som en af følgende:

  • 879910 (Drift af døgninstitutioner for børn og unge),
  • 873010 (Drift af døgninstitutioner for personer med fysisk handicap),
  • 872010 (Drift af døgninstitutioner for personer med psykiske handicap),
  • 852020 (Undervisning på specialskoler for børn med funktionsnedsættelser,
  • 879990 (Drift af andre former for institutionsophold),
  • 881030 (Revalideringsinstitutioner),
  • 871010 (Drift af plejehjem),
  • 873020 (Drift af beskyttede boliger o. lign.),
  • 881020 (Dagcentre m.v.),
  • 889990 (Andre sociale foranstaltninger uden institutionsophold),
  • 861000 (Hospitalsdrift) for så vidt angår psykiatrisk behandling.
Nyt krav om voldsskadeforsikring for visse virksomheder

I forhold til det andet kriterie skal de ansatte være beskæftiget med omsorgs- og undervisningsopgaver knyttet til:

  • Tilbud efter §§ 103, 104 og 107-110 i lov om social service.
  • Tilbud efter § 43, stk. 1, nr. 6, § 43, stk. 3, og §§ 83 og 84 i barnets lov.
  • Botilbudslignende tilbud omfattet af § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om socialtilsyn.
  • Leverance af ydelser efter §§ 83-86 og 102 i lov om social service til beboere på plejehjem og i beskyttede boliger efter § 192 i lov om social service, i en almen plejebolig, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, i en friplejebolig, der er omfattet af lov om friplejeboliger, eller tilsvarende boligenheder.
  • Den regionale psykiatri, herunder arbejdspladser med ansatte, der arbejder på en psykiatrisk afdeling og de tilhørende arealer, personale som ledsager psykiatriske patienter uden for afdelingen, eksempelvis under udgang og transport, samt ansatte i driftspsykiatrien, som varetager behandling i patienternes eget hjem. Det er ikke et krav, at den ansatte udfører sundhedsfagligt arbejde.
  • Specialskoler, jf. § 3, stk. 2, 1. pkt., og § 20, stk. 3, i lov om folkeskolen, og tilsvarende undervisningstilbud efter lov om kommunale internationale grundskoler og lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine.
  • Behandlings- og specialundervisningstilbud, der yder pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven, i og specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem, jf. § 3, stk. 2, 2. pkt. og § 20, stk. 5, i lov om folkeskolen og § 1 i lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge.
  • Friskoler og private grundskoler med en særlig specialundervisningsprofil, jf. § 11 b, stk. 3, i lov om friskoler og private grundskoler m.v.
  • Institutioner m.v., hvor der foregår undervisning efter lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
  • Institutioner, hvor der foregår undervisning efter lov om specialundervisning for voksne.

Arbejdsgivere der er omfattet af begge kriterier, har pligt til at tegne voldsskadeforsikring. Det er et krav, at der tegnes forsikring på hele arbejdspladsens P-enhed, således at alle ansatte er omfattet. Andre arbejdsgivere, der ikke er omfattet af kravet om at tegne voldsskadeforsikring, kan frivilligt vælge at forsikre sig.

    Tegning af forsikring og vejledningspligt

    For private arbejdsgivere tegnes voldsskadeforsikringen som en udvidet del af arbejdsskadeforsikringen i samme forsikringsselskab.

    Senest ved anmeldelse af en arbejdsulykke skal den tilskadekomnes arbejdsgiver vejlede den tilskadekomne ansatte om muligheden for at søge erstatning ved voldsskadeforsikringen.

    Forsikringsselskabet skal ved anmeldelsen af ulykken, som kan være omfattet af voldsskadeforsikringen, sikre, at den tilskadekomne er blevet vejledt om muligheden for at søge erstatning ved voldsskadeforsikringen. Hvis ikke den tilskadekomne er blevet vejledt, skal forsikringsselskabet give denne vejledning.

    Hos Hulgaard Advokater står vi klar til at rådgive dig om de nye regler

    Kontakt derfor gerne advokat Kristine Mølgaard Mogensen på tlf. 38 40 42 40 eller kmm@hulgaardadvokater.dk, hvis du har brug for rådgivning.