Må en forening behandle CPR-nr., når den modtager gaver og bidrag?
Af Databeskyttelseslovens § 11, stk. 2 fremgår det om privates behandling af CPR-nummer:
”Stk. 2. Private må behandle oplysninger om personnummer, når
1) det følger af lovgivningen,
2) den registrerede har givet samtykke hertil i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 7,
3) behandlingen alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål, eller hvis der er tale om videregivelse af oplysninger om personnummer, når videregivelsen er et naturligt led i den normale drift af virksomheder m.v. af den pågældende art, og når videregivelsen er af afgørende betydning for at sikre en entydig identifikation af den registrerede eller videregivelsen kræves af en offentlig myndighed eller
4) betingelserne i § 7 er opfyldt.”
Hvis det er muligt, er det mest hensigtsmæssigt at anvende mulighederne i nr. 1 og 3, da mulighed 2 om samtykke dels skal indhentes, og dels kan trækkes tilbage (Læs mere om samtykke til behandling af personoplysninger her)
Såfremt foreningen i medfør af f.eks. skattelovgivning må behandle CPR-nummer om medlemmer eller andre, der giver gaver eller bidrag, er det retlige grundlag for behandlingen af CPR-nummer, at det følger af lovgivningen, jf. Databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1.
Forudsat at foreningen er en godkendt, velgørende forening, hvor en indbetaler kan opnå fradrag for gaver eller bidrag, er den relevante lovgivning Ligningslovens § 12, stk. 2 om fradrag for gaver og bidrag til velgørende foreninger, der hænger sammen med Skattekontrollovens § 8 Æ om indberetning. Af Skattekontrollovens § 8 Æ fremgår det, at indberetningen skal indeholde oplysninger til identifikation af indbetaler. Da CPR-nummer anvendes til identifikation af indbetaler over for SKAT, er det retlige grundlag for behandling af CPR-nummer, at det følger af lovgivningen, som her er Skattekontrollovens § 8 Æ.
En forening godkendt som velgørende forening kan dermed behandle CPR-nummer til brug for indberetningen. Foreningen kan således modtage gaver og bidrag samtidig med, at bidragsydere automatisk kan opnå fradrag som følge af foreningens indberetning.