Har du indkomst fra udlandet?
Som skatteadvokat får jeg indtil flere henvendelser om ugen om indkomst fra udlandet – og typisk indkomst, der burde have været selvangivet og beskattet i Danmark. Det kan være, at Skattestyrelsen har opstartet en kontrolsag mod den pågældende, eller det kan være, at den pågældende har fået dårlig samvittighed over indkomst fra udlandet. I sidstnævnte tilfælde ser jeg ofte, at den pågældende ikke tidligere har vidst, at der måske kunne være en udfordring med en given indkomst fra udlandet (”det er jo beskattet i udlandet”). Vedkommende er så ved en tilfældighed blevet opmærksom på, at der kan være en problematik med betaling af skat i Danmark.
Bopæl i Danmark
Hvis man har fast bopæl i Danmark, betragtes man som det klare udgangspunkt som fuldt skattepligtig til Danmark. Det betyder, at man beskattes i Danmark af sin globale indkomst – altså uanset hvor indkomsten kommer fra. Det betyder, at eksempelvis følgende tilfælde kan udløse beskatning i Danmark:
- Afkast af bankkonto/depot i udlandet – fx gevinster og udbytte af værdipapirer.
- Overskud ved udlejning af fast ejendom i udlandet.
- Ejendomsværdiskat af fast ejendom i udlandet.
- Gaver fra udlandet.
- Lønindtægt fra arbejde i udlandet.
Det udelukker ikke beskatning i Danmark, at der allerede er sket beskatning i udlandet, idet Danmark alligevel vil beskatte den pågældende indkomst – dog med fradrag af den skat, som allerede er betalt i udlandet.
Udenlandske trusts
Jeg ser også ofte, at tilflyttere til Danmark er indsat som begunstigede eller trustee’s i en udenlandsk trust. I mange lande – fx Storbritannien og USA – anses sådanne trusts for helt sædvanlige og legitime. I Danmark derimod ses trusts ofte som motiveret af ønsket om skatteomgåelse og er dermed underlagt en række forskellige værnsregler. Disse værnsregler fører ofte til en uhensigtsmæssig og uventet beskatning i Danmark.
Undgå en kontrolsag og få foretaget en vurdering af beskatningen
Skattestyrelsen er gennem årene blevet dygtigere og dygtigere til at afdække manglende selvangivelse af indkomst fra udlandet. Det ses fx gennem Skattestyrelsens ”Projekt Money Transfer”, som siden 2009 har ført til skatteregninger på over kr. 2 mia. Herudover har Danmark fået internationale aftaler om udveksling af skatteoplysninger med næsten alle lande.
Hvis du har indkomst fra eller aktiver i udlandet, er det derfor af afgørende vigtighed at få foretaget en vurdering af beskatningen i Danmark, inden Skattestyrelsen opstarter en kontrolsag. En kontrolsag om ikke-selvangivet indkomst fra udlandet ender desværre ofte med en efterfølgende ansvarssag med krav om bøde og fængsel.
Min anbefaling er derfor, at du får en skatteadvokat (eller revisor) til at gennemgå dine skatteforhold, hvis du har indtægter/aktiver i udlandet.
Selvanmeldelse til Skattestyrelsen
Læs mere om hvorfor det er vigtigt at selvangive den udenlandske indkomst samt konsekvenserne ved udeladelse her
Vær på forkant
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Lars Lauge Nielsen på tlf. 38 40 42 24 eller lln@hulgaardadvokater.dk.