Folketinget og retssikkerhed for vandselskaber og deres kunder

I 2009 lovgav Folketinget om vandselskabernes tvungne overgang til kapitalselskaber. Formålet med lovgivningen var især at skabe større konkurrence og ensartethed i priserne for vand, dvs. effektivisere forsyningsvirksomhederne til gavn for forbrugerne.

I lovbemærkningerne hedder det om de økonomiske konsekvenser: ”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt. Dermed forventes den foreslåede skattepligt for selskaberne ikke at lede til nogen umiddelbar provenuvirkning. Det skyldes, at selskaberne har store afskrivninger umiddelbart efter skattepligtens indtræden som følge af åbningsbalancerne.” Dette standpunkt – at der ikke forventes skattemæssigt overskud – blev gentaget af miljøministeren i et møde d. 14. januar 2009.

Et stort antal vandselskaber er nu blevet omdannet til kapitalselskaber. 273 af dem har klaget til Landsskatteretten over SKATs skønsmæssige nedsættelse af værdien af selskabernes afskrivningsberettigede aktiver i åbningsbalancerne. 2 sager er udtaget som pilotsager, der d. 16. januar 2018 har fundet deres foreløbige afgørelse ved Østre Landsret.

Hvidovre Vand A/S er en af disse pilotsager. Selskabet opgjorde ved overgangen til skattepligt den samlede værdi af sit distributionsnet til 203 mio. kr. Denne værdiansættelse blev nedsat af SKAT til 45 mio. kr. med den virkning, at den skattepligtige indkomst blev forhøjet med o. 39 mio. kr., svarende til ca. 10 mio. kr. i merskat det første år.

I lovbemærkningerne nævnes det, at det er nødvendigt at inddrage afskrivninger på bygninger og driftsmidler for at få et retvisende billede af selskabernes effektivitet. Det var vigtigt, at principperne for opgørelse af værdier og aktivernes levetider fastsættes ensartet og i øvrigt bliver identificeret og synliggjort. Miljøministeren fastsætter regler om opgørelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance og om fastlæggelse af levetider for individuelle typer af aktiver. I samarbejde med branchen og Kommunernes Landsforening skulle udarbejdes et bilag, omfattende de relevante komponenter med fastsættelse af enhedspris og levetid for hver komponent til brug for fastsættelsen af den reguleringsmæssige åbningsbalance.

Under lovens forberedelse i Folketinget stillede folketingsudvalget, inspireret af DANVA, følgende spørgsmål: ”Kan selskaberne anvende nedskrevne genanskaffelsesværdier som skattemæssige indgangsværdier?

Skatteministeren svarede kort, at hovedreglen er, at aktiverne skal sættes til handelsværdien på overgangstidspunktet, jf. selskabsskattelovens §§ 5B-5D. ”Som det fremgår, kan forsyningerne ikke anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan, som indgangsværdier. Det vil kræve, at det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi.”

Aktivets handelsværdi er en målestok, der er egnet for aktiver med en salgsværdi. Der findes imidlertid intet marked for handel med vandforsyningsselskaber eller deres aktiver, fordi vandselskaberne er regulerede virksomheder, der skal følge ”hvile-i-sig-selv” princippet – et eventuelt overskud fra driften skal anvendes til selskabets forsyningsaktiviteter eller til nedsættelse af forbrugerpriserne, og der kan ikke udbetales udbytte til aktionærerne. Den af Østre Landsret udpegede skønsmand udtalte da også under sagen, at hverken virksomheden eller aktiverne har en handelsværdi, fordi forretningen ifølge lovgivningen skal hvile i sig selv. Han mente ikke, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel som den DCF-model, som SKAT har brugt, kunne anvendes. I stedet ville han benytte en omkostningsbaseret metode, hvor der lægges vægt på genanskaffelsespriser. Hans værdiskøn lå på o. 200 mio. kr., dvs. tæt på vandselskabernes.

Disse forhold blev der ikke taget stilling til, hverken i skatteministerens korte svar til Folketingsudvalget eller i øvrigt under Folketinget behandling af loven.

I sådan en situation, hvor der skal fastslås en handelsværdi for noget, som ikke er omsat og som heller ikke kan omsættes på et marked, er både SKAT, vandselskaber og dommere på ”herrens mark”. Uanset hvor mange kloge hoveder, der sættes i gang med at vurdere en handelsværdi, kan man ikke nå til noget entydigt eller kontrollerbart resultat.

Derfor er det nødvendigt med en lovregulering.

Det fremgår ikke af lovforberedelsen, hvorfor der ikke blev indført lignende bestemmelser som for elselskaber, da de blev gjort skattepligtige i 2000, jf. selskabsskattelovens § 35 O. Her er det udtrykkeligt bestemt, at elselskaberne blandt andet har mulighed for at foretage afskrivninger på eksisterende driftsmidler på grundlag af genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid og for inflation og prisstigninger. Selvom der ikke i loven er tilsvarende bestemmelser for vandselskaber, var det vel nærliggende at bruge samme principper.

En arbejdsgruppe har udarbejdet et pris- og levetidskatalog (POLKA) indeholdende standardpriser og standardlevetider for vandselskabernes anlægsaktiver, og Forsyningssekretariatet har offentliggjort ”Vejledning til udarbejdelse af reguleringsmæssig åbningsbalance” af 17. februar 2010 med oplysninger om, hvorledes et vandselskab udarbejder den reguleringsmæssige åbningsbalance, hovedsageligt på baggrund af pris- og levetidskatalogets værdier (POLKA-værdier). Det er under sagen oplyst, at POLKA-værdien er gennemsnittet af en nedskreven genanskaffelsesværdi og en ned-skreven estimeret anskaffelsesværdi for et anlægsaktiv.

SKAT godkendte til at begynde med disse POLKA-værdier som driftsmidlernes handelsværdi og dermed som afskrivningsgrundlag. Senere kom SKAT på andre tanker. Vandselskabernes selvangivelser blev tilsidesat, og værdien blev ansat efter den DCF-model, der ofte benyttes ved overdragelse af private erhvervsvirksomheder. Østre Landsret godkendte denne model, uanset at skønsmanden som nævnt afviste den.

Når SKAT tilsidesætter en selvangivelse og sætter sit eget skøn i stedet, godkendes det sædvanligvis af domstolene, medmindre skønnet er sket på forkert eller mangelfuldt grundlag eller fører til et åbenbart urimeligt resultat. I en sag som den foreliggende kan ingen afgøre, hvad vurderingsgrundlaget bør være, eller hvad der er rimeligt eller urimeligt. I sådanne tilfælde af mangel på bevis afhænger sagens udfald af, hvem der har bevisbyrden, og det var ifølge dommen skatteyder. En af de 5 dommere (der alle var jurister) ville dog hjemvise sagen, fordi han fandt SKATs skøn udøvet på et forkert eller mangelfuldt grundlag.

Folketinget prisgiver altså skatteyderne, her i første række vandselskaberne, i anden række vandforbrugerne. Borgerne kommer til at betale højere vandafgifter, fordi de også skal betale skatterne af den del af afgifterne, der reinvesteres.

Folketinget giver på denne måde via SKATs skønsbeføjelse carte blanche til at op-kræve skatter af en ikke kendt størrelsesorden hos vandselskaber og -forbrugere. Millioner eller milliarder? Tilsigtet eller ikke? Vi ved det ikke.

Årsagen er uvidenhed eller lovsjusk i Folketinget. Folketinget bør overveje, om tinget virkelig kan være den lovkvalitet bekendt.