Vælg en side
EN

Menu

Ændringer til Arbejdsmiljøloven

15. januar 2024 —
3 min læsetid
Ændringer til Arbejdsmiljøloven

Kristine Mølgaard Mogensen
Advokat
E: kmm@hulgaardadvokater.dk

Folketinget har i december vedtaget en ændring af arbejdsmiljøloven, der bl.a. giver nogle arbejdsmiljørepræsentanter, som ikke i forvejen er beskyttet, et forlænget opsigelsesvarsel. Ændringen træder i kraft fra 1. februar 2024.

6 ugers opsigelse

Efter de hidtil gældende regler er en arbejdsmiljørepræsentant i lighed med en tillidsrepræsentant beskyttet mod opsigelse og anden forringelse af sine forhold, hvis arbejdet er dækket af en overenskomst. Dette følger af arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2.

Beskyttelsen gælder således ikke for arbejdsmiljørepræsentanter, hvis arbejde ikke er dækket af en overenskomst. Med den nye ændring indføres et stk. 3 til bestemmelsen, hvorefter arbejdsmiljø-repræsentanten skal have et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger, hvis denne ikke allerede er beskyttet efter stk. 2. Denne ændring vil bl.a. få betydning for fx akademikere, der er ansat i den private sektor og valgt som arbejdsmiljørepræsentant, da denne gruppe normalt ikke er overenskomstdækket. Ved opsigelse af en arbejdsmiljørepræsentant omfattet af det nye stk. 3, vil det samlede opsigelsesvarsel være det aftalte opsigelsesvarsel plus yderligere 6 uger.

Udmøntning af arbejdsmiljøaftalen fra marts 2023 og asbestaftalen fra 2022

Udover den forlængende opsigelse indebærer ændringerne af arbejdsmiljøloven en implementering af arbejdsmiljøaftalen af marts 2023, hvor der blev der afsat 1,3 milliarder kr. til bedre arbejdsmiljø og en implementering af dele af den politiske aftale om asbest. Efter den politiske aftale får arbejdsgivere bl.a. pligt til at udlevere oplysninger fra asbestprotokollen efter anmodning fra en medarbejder.

Forenkling af Arbejdstilsynets reaktioner og virkemidler

Fremover skal det være lettere for virksomheder at navigere i arbejdsmiljøreglerne og forstå konsekvenserne af en overtrædelse. For at overskueliggøre dette reducerer Arbejdstilsynet deres reaktionsmuligheder. Det betyder, at nogle af reaktionsmulighederne og virkemidlerne, fx kompetencepåbud, gebyrbelagte skærpede tilsyn og bindende forhåndsbesked fra 1. februar 2024 ikke længere vil kunne anvendes.

Hos Hulgaard Advokater står vi klar til at rådgive dig om de nye ændringer

Kontakt derfor gerne advokat Kristine Mølgaard Mogensen på tlf. 38 40 42 40 eller kmm@hulgaardadvokater.dk, hvis du har brug for rådgivning.