Retssikkerhed

Set ud fra borgernes synsvinkel betyder retssikkerhed, at skatteyderne ikke belemres med uberettigede skattekrav. Det er et vigtigt led i retssikkerheden, at reglerne er klare og forståelige, herunder at de skattemæssige konsekvenser af den enkeltes dispositioner er kendte og kan forudsiges.

Skat

Det forhold, at mere end halvdelen af bruttonationalproduktet skal indkasseres til statskassen for at holde Danmark og det danske velfærdssystem kørende, er en del af forklaringen på den hårdhændede beskatning, men ikke hele forklaringen. De skandaler, som vi har hørt om i de senere år, leder tanken hen på administrative systemer i kaos. Det kan jo heller ikke undre, når man ved, hvor mange afgørelser Skattestyrelsen skal træffe hver eneste dag, samtidig med at antallet af medarbejdere er blevet reduceret, og Skattestyrelsen har været plaget af omstruktureringer og forflyttelser. Set i det perspektiv er det ikke udfaldet af nogle få hundrede domme pr. år, der er mest skræmmende.

Men set fra den enkelte skatteyders side er det et stort problem, hvis man ikke kan have tillid til klagesystemet. Også Landsskatteretten har problemer, sekretariatsbehandlingen er blevet omstruktureret, og samtidig er sagsantallet blevet mangedoblet. Ventetiden er blevet voldsomt forøget, hvilket er et betydeligt retssikkerhedsproblem, ikke kun fordi man skal vente så længe, men også fordi behandlingen bliver mindre omhyggelig og mindre kvalificeret. Retsbeskyttelsen for den enkelte er desværre blevet svækket. Den megen snak om retssikkerhed er fin, og lad os blive ved med det, selvom det ofte bliver ved skåltalerne.

Domstolene

Hvad skal domstolene gøre i den situation? Sagerne skal jo af dommerne ses fra to sider, både skatteydernes og systemets. Hvis domstolene tilsidesætter afgørelser fra Skattestyrelsen og Landsskatteretten, vil det give ekstra administrative problemer, hvis tidligere trufne afgørelser i lignende sager skal genoptages og ændres.

De danske dommere forudsættes at kunne overskue hele samfundet og alle retsregler og har samtidigt meget lidt bistand i deres arbejde. Eksempelvis har den finske Högsta Förvaltningsdomstolen, der dømmer i alle sager imellem det offentlige og borgerne, over 40 højtkvalificerede sagsbehandlere tilknyttet domstolen til forberedelsen af dommene, herunder i skattesager. Blandt skattebehandlerne er der et antal, som er specialiseret i skat, ligesom dommerne selv til en vis grad er det.

Den danske Højesteret har et mindre antal fuldmægtige til rådighed, mens dommerne ved de øvrige domstole arbejder uden medhjælp. Dommerne selv er generalister. Det er simpelthen ikke forsvarligt. Men naturligvis betydeligt billigere, og det er vist en af forklaringerne på, at systemet ikke er blevet forbedret som et led i domstolsreformen fra 2007.

Dommere har principielt stor tiltro til (andre) offentlige myndigheder og ofte en vis mistro og intet personligt kendskab til dispositioner i erhvervsliv og selskaber (med hertil hørende bogholderi og regnskab). Det er en dommermiljøskade, som efter vores opfattelse kun kan afbødes ved at indsætte sagkyndige retsmedlemmer som (med)dommere i 1. instans.

Det er desværre kun sket en gang i de 10 år, som Lida Hulgaards dommerundersøgelse omfatter – med gunstigt resultat for skatteyder.

Vi ved ikke – og kan ikke finde ud af – hvorfor den mulighed ikke har været brugt oftere.