Ægtepagter og testamenter

Er I gift, er udgangspunktet, at der i jeres ægteskab vil være formuefællesskab. Det vil sige, at jeres aktiver tilhører jer som ”delingsformue” (Tidligere kaldt ”fælleseje”).

Formuefællesskabet betyder ikke, at din ægtefælle ejer halvdelen af dine ting, eller at din ægtefælle kan bestemme over dine ting. Vi har i Danmark et princip om særråden. Det betyder, at det er den ægtefælle, der ejer en given ting, der også råder over tingen, dvs. bestemmer om tingen skal sælges, foræres bort, laves om etc., og det har den anden ægtefælle ingen indflydelse på.

Tilsvarende har vi også et princip om særhæften. Særhæften betyder, at ægtefællerne som udgangspunkt ikke hæfter for hinandens gæld. Heller ikke selv om ægtefællerne har fælleseje.

Følgerne af fællesejet viser sig for alvor, når fællesejet skal deles, dvs. ved skilsmisse eller ved død. Så skal den fælles formue gøres op og deles mellem ægtefællerne.

Ønsker I ikke, at hele jeres formue skal deles lige mellem jer i tilfælde af f.eks. skilsmisse, skal I have særeje. Et særeje kan omfattet alt, hvad I hver især ejer, eller det kan begrænses til enkelte aktiver. På den måde kan dele af jeres formue være fælleseje og andre dele være særeje.

Der findes forskellige former for særeje; fuldstændigt særeje, skilsmissesæreje og kombinationer heraf.

Uanset hvilken særejeform I vælger, skal aktiver, der er særeje ikke deles med ægtefællen i tilfælde af skilsmisse.

Forskellen mellem særejeformerne viser sig ved død. Tilhører et aktiv afdødes fuldstændige særeje, indgår værdien af aktivet ikke i fællesboet med ægtefællen. Det betyder, at det fuldstændige særeje skal skiftes ved død, og at særejet ikke kan indgå i et evt. uskiftet bo. Ægtefællen modtager arv af særejet på normal vis, dvs. som udgangspunkt halvdelen af særejet.

Har ægtefællerne skilsmissesæreje, bliver dette særeje til fælleseje ved død med den følge, at det tidligere særeje indgår i fællesejet. Længstlevende ægtefælle kan vælge at sidde i uskiftet bo, eller at der skal skiftes. Ved et skifte skal først delingsformuen deles mellem ægtefællerne og derefter går afdødes andel af den fælles formue i arv til ægtefælle, børn og/eller evt. testamentsarvinger – se mere om reglerne for arv nedenfor.

En af ulemperne ved skilsmissesæreje er den situation, hvor den ene af ægtefællerne er insolvent.

Dør vedkommende, bliver hele formuen delingsformue (dvs. også den del af formuen som længstlevende ægtefælle ejer) med den følge, at længstlevende skal dele sin formue med førstafdødes kreditorer. Dette kan undgås via et kombinationssæreje.

En undtagelse til udgangspunktet om, at jeres formue som udgangspunkt er delingsformue, er pensioner. Pensioner er som udgangspunkt særeje og skal derfor ikke deles i tilfælde af skilsmisse.

Særeje kan enten aftales i forbindelse med ægteskabets indgåelse eller under ægteskabet. En sådan aftale kaldes en ægtepagt og skal være skriftlig, ligesom den skal tinglyses i personbogen. En aftale om særeje, der ikke er tinglyst, er ugyldig. Da der er tale om en aftale, kan den ene ægtefælle ikke selv træffe bestemmelse om særeje.

Foræres aktiver som gave eller arv, f.eks. fra ens forældre, kan gavegiver/arvelader i et gavebrev eller i et testamente bestemme, at gaven eller arven skal være særeje. Sådanne bestemmelser kræver ikke en aftale og skal ikke tinglyses.

De nærmeste arvinger er ens børn og ægtefælle. Er der ikke lavet testamente, arver ægtefællen og børnene halvdelen af formuen hver. Er der flere børn, fordeles den halvdel, som børnene arver, indbyrdes lige. Ved testamente kan arven fordeles anderledes. Børn og ægtefæller kan ikke skrives helt ud af testamentet, da de har ret til en tvangsarv. Tvangsarven er ¼ af den normale arv. En arving kan dog afgive arveafkald på sin arv, herunder tvangsarven.

Er et barn død, træder dets børn (dvs. børnebørnene) i barnets sted. Tilsvarende for oldebørn mv. Derfor bruges i arveloven ordet livsarvinger.

Se eksempler på fordeling af arven i forskellige situationer her. Som det ses af eksemplerne, er der ret vide rammer for ved testamente at fordele arven efter sig på en anden måde end arvelovens udgangspunkt. Find også standarder for forskellige typer af testamenter i boksene nedenfor.

Et testamente skal for at være gyldigt overholde forskellige krav, f.eks. at testamentet skal være skriftligt og underskrevet for en notar (udpeget af skifteretten) eller for uafhængige vidner. Notaren/vidnerne skal bl.a. bekræfte, at den der opretter testamentet, er i stand til at handle fornuftsmæssigt, dvs. forstår testamentets indhold og betydningen heraf. Et testamente, der ikke overholder gældende krav, f.eks. fordi det blot er underskrevet derhjemme uden notar, eller fordi vidnepåtegningen er ugyldigt, kan ikke lægges til grund ved fordelingen af arven.

Det er kun dispositioner over sædvanligt indbo og personlige effekter, der kan oprettes formløst, dog forudsat at erklæringen er skriftlig, dateret og underskrevet af arvelader.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at samlevende ikke arver på samme måde som ægtefæller. Samlevende har som udgangspunkt ingen arveret. Er det meningen, at din samlever skal arve dig, skal du altså oprette testamente. I kan i forbindelse med udarbejdelsen af testamentet bestemme, at I gensidigt skal arve hinanden, som om I var ægtefæller – det kaldes et udvidet samlevertestamente.

Det er en betingelse for at kunne oprette et udvidet samlevertestamente, at I har fælles barn (eller venter barn) eller har haft fælles bopæl i de sidste 2 år.

Disse bestemmelser har kun betydning for fordelingen af arven. Det er således vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er muligt for en samlever at sidde i uskiftet bo.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at udbetalinger fra pension og forsikringer i anledning af død ikke er det samme som arv. Derfor bør man også forholde sig til, hvem man ønsker skal modtage sådanne udbetalinger.

Reglerne er sådan, at man ikke kan begunstige nogen til disse udbetalinger ved testamente. Man skal derimod rette henvendelse til sit pensions- eller forsikringsselskab. Hvis man ikke gør noget, vil udbetalingen ske til ”nærmeste pårørende”, som defineres efter følgende prioriterede rækkefølge:

1. din ægtefælle/registrerede partner.
2. din samlever, hvis I bor sammen og har gjort det i mindst 2 år eller venter, har eller har haft barn sammen.
3. dine livsarvinger (børn, børnebørn osv.)
4. dine arvinger i henhold til dit testamente.
5. dine arvinger i henhold til arvelovens regler

Det betyder eksempelvis, at hvis du har boet sammen med din samlever i mindst 2 år, vil din samlever – og ikke eventuelle børn – modtage udbetalingerne ved din død.

Hvis du ønsker, at pensions- og forsikringsudbetalinger skal være modtagerens særeje, kan dette dog bestemmes i testamente.

Arvelader har også mulighed for at give arveforskud i levende live. I modsætning til gaver skal arveforskud fragå i arvingens arv, når dødsboet skiftes. Der betales gaveafgift af arveforskud efter de samme regler, som gælder for gaver.

Ægtefæller betaler ikke boafgift (arveafgift), når de arver hinanden, hvorimod børn betaler 15% i afgift.

Samlevende, som opfylder betingelserne for at oprette et udvidet samlevertestamente, betaler tilsvarende 15% i afgift, også selvom de ved testamente har bestemt, at de skal arve hinanden, som om de var gift. Læs mere om samlevendes arveret under ”Samlevende” ovenfor.

Et børnetestamente er ikke et testamente i juridisk forstand, men alene en tilkendegivelse af, hvem forældrene ønsker, der skal udpeges som værge til mindreårige børn, i det tilfælde at begge forældre måtte afgå ved døden.

Et børnetestamente er ikke bindende for myndighederne. Det er Familieretshuset, der træffer beslutning om, hvem der skal udpeges som værge, men myndighederne vil normalt følge et velbegrundet børnetestamente.

Et virksomhedstestamente er heller ikke et testamente i juridisk forstand. Ved et virksomhedstestamente kan ejeren af en virksomhed træffe beslutning om, hvad der skal ske med virksomheden i tilfælde af ejerens død.

Det er særligt relevant, hvis ejeren også er den daglige leder. Dør ejerlederen eller kommer han/hun alvorligt til skade, risikerer virksomheden at blive handlingslammet med den risiko, at virksomheden i værste fald kan gå konkurs.

Med et virksomhedstestamente sikres det, at der er et kriseberedskab, som kan tage over. Der er en klar plan, som kan sikre virksomheden, dens arbejdspladser og dermed de værdier, der er bundet i virksomheden.

Et testamente med bestemmelser om, hvordan arven skal fordeles, er ikke meget værd, hvis værdierne er tabt, og der dermed ikke er noget at arve.

Du kan læse mere om virksomhedstestamente her.