Af Kristine Mølgaard Mogensen og Mille Schacht-Magnussen

Vi har tidligere bragt to indlæg om ændring til arbejdstidsloven – først om foreslåede ændringer til arbejdstidsloven og senest et uddybende indlæg efter vedtagelsen af ændringen. Nu bringer vi endnu et indlæg, denne gang om en undtagelse til reglerne for en særlig gruppe af medarbejdere; selvtilrettelæggere.

Undtagelse

Selvtilrettelæggere er en gruppe af medarbejdere i stillinger, hvor de enten selv tilrettelægger deres tid, eller hvor tiden ikke er målt/fastsat på forhånd.

Disse medarbejdere kan undtages fra reglerne om maksimal ugentlig arbejdstid, hviletid og dermed også fra registreringspligten.

I EU’s arbejdstidsdirektiv nævnes tre hovedeksempler på grupper af medarbejdere, der oftest vil kunne undtages:

• Medarbejdere, der kan træffe selvstændige beslutninger eller har ledelsesmæssige funktioner,
• medarbejdende familiemedlemmer eller
• arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds religiøse handlinger.

Direktivet angiver disse arbejdstagere som eksempler, fordi de generelt har omfattende beføjelser til at træffe selvstændige beslutninger om tilrettelæggelsen af deres arbejde og kan kategoriseres som selvtilrettelæggere. Denne liste anses dog ikke for udtømmende, og som supplement anfører EU-Kommissionen, at undtagelsen ligeledes kan omfatte visse eksperter, erfarne advokater i et ansættelsesforhold eller akademikere, der har betydelig frihed til at bestemme deres arbejdstid, m.fl.

Undtagelsen kan ikke fortolkes bredt og gælde en hel kategori af arbejdstagere, og gælder kun arbejdstagere, hvis arbejdstid som helhed på grund af det udførte arbejdes karakter ikke kan måles eller fastsættes på forhånd, eller kan fastsættes af arbejdstagerne selv, dvs. det er ikke nok, at arbejdstiden delvist fastsættes af medarbejderen selv, eller kun delvist måles eller fastsættes på forhånd.

Det skal fremgå af ansættelseskontrakten, at man er selvtilrettelægger og dermed undtaget fra registreringspligten samt overholdelse af maksimal ugentlig arbejdstid og hviletid.

Eksempler fra EU-Domstolens praksis

Isère-sagen

Dommen omhandlede arbejdstagere, som indenfor rammerne af en kontrakt om pædagogisk arbejde var ansat på ferie- og fritidscentre. Det var EU-Domstolens vurdering, ud fra en beskrivelse af de pågældende arbejdstageres aktiviteter og driften af sådanne centre, at disse arbejdstagere ikke havde mulighed for selv at bestemme, hvor mange timer de arbejdede. Der var desuden ingen elementer, der tydede på, at arbejdstagerne ikke var forpligtede til at være på arbejdspladsen på bestemte tidspunkter. Derfor konkluderede EU-Domstolen, at arbejdstagerne ikke kunne undtages.

Hälvä-sagen

Sagen omhandlede »forældre-afløsere«, der midlertidigt erstattede plejeforældre. EU-Domstolen bekræftede at denne gruppe ikke er omfattet af undtagelsen vedrørende selvtilrettelæggere. Dette til trods for, at »forældre-afløsere« har ”en vis grad af autonomi med hensyn til tilrettelæggelsen af deres tid og nærmere bestemt deres daglige pligter, bevægelser og perioder med inaktivitet”.

Sagerne viser, at det er afgørende, at arbejdstiden i sin helhed er bestemt af arbejdstageren selv, eller at arbejdstiden i sin helhed ikke kan måles eller fastsættes på forhånd for at blive anset som selvtilrettelægger.

Hos Hulgaard Advokater står vi klar til at rådgive dig om de nye regler

Kontakt derfor gerne advokat Kristine Mølgaard Mogensen på tlf. 38 40 42 40 eller kmm@hulgaardadvokater.dk, hvis du har brug for rådgivning.